Byen, vi selv bor og bygger i.

Størstedelen af Københavns lejligheder er opført mellem 1880 og 1960, og de fleste har været renoveret mindst to gange siden. Det betyder lag: et nyere gulv oven på det gamle, en skillevæg der ikke står, hvor tegningen siger, og installationer, der er trukket udenpå væggen, fordi det var hurtigst dengang. Vi begynder med at finde ud af, hvad der faktisk er, før vi giver en pris.

En almindelig lejlighedsrenovering i byen omfatter gulve, lofter, vægge, døre og paneler, og som regel køkken og bad i samme omgang, fordi håndværkerne så kan dele dagene. Er væggen mellem køkken og stue bærende, tager vi en statiker med, inden der bliver tegnet noget.

Badeværelser i etageejendomme er sjældent svære at bygge. De er svære at planlægge. Faldstammen står, hvor den står, og skal den flyttes, skal foreningen som regel godkende det først. Gulvet er ofte et træbjælkelag, ikke et betondæk, og det stiller andre krav til vådrumssikringen og til, hvor tungt et gulv man kan lægge.

Vi regner adgangsforholdene med i tilbuddet: en femtesal uden elevator koster mere at bygge i end en stuelejlighed, fordi alt skal bæres. Det er bedre at vide det på forhånd end at få det som en ekstraregning.

De originale detaljer er det, der gør en gammel københavnerlejlighed noget værd, og det er også dem, der oftest bliver ødelagt af en hurtig løsning. En fyldingsdør, der binder, skal rettes, ikke skiftes. Et panel, der mangler, skal laves i den profil, resten af lejligheden har — ikke i den, byggemarkedet har på lager.

Vi laver også det kedelige: gulve på strøer, der skal rettes op, før der lægges nyt, og karme, der skal have nye lister, fordi ejendommen har sat sig gennem hundrede år.

Køkkenerne i brokvartererne er ofte små og ligger, hvor pigeværelset lå. De fleste ønsker enten at åbne mod stuen eller at få mere at stå på inden for de samme kvadratmeter. Begge dele kan lade sig gøre, men de kræver, at el, vand og afløb bliver tænkt med fra begyndelsen, ikke tilpasset bagefter.

Aftræk er det, der oftest overses. Mange ejendomme har et fælles aftrækskanal, som ikke må belastes med en motoremhætte. Vi finder ud af, hvad ejendommen tillader, før køkkenet bliver bestilt.

Butikker, caféer og klinikker i byen har det samme problem: hver lukkedag koster, og den omkostning står sjældent i et tilbud. Vi lægger arbejdet uden for åbningstiden, hvor bygningen og naboerne tillader det, og siger ærligt, når det ikke kan lade sig gøre uden at lukke.

I Indre By og på strøggaderne er varelevering og adgang en del af planlægningen. Det samme er kommunens regler for stilladser og skiltning på facader, som vi søger om, hvor der skal søges.